Her kan du læse det interview som Jørgen Leth har givet til vores læsere.

FORSIDEN

HOROSKOPER
Personhoroskop
Årshoroskop
Fødselshoroskop
Parhoroskop
Ugens horoskop
Dagens horoskop
Mobilhoroskop
Gratis Horoskop
STJERNETEGN
Vandmanden
Fisken
Vædderen
Tyren
Tvillingen
Krebsen
Løven
Jomfruen
Vægten
Skorpionen
Skytten
Stenbukken
HYGGESEKTION
Samtaleforum
Sjove spil
Sjove filmklip
Gode tilbud
Biorytmer
Dagen i dag
Tip en ven
Nyhedsbrev
Kunderne skriver
Kontakt

Jørgen Leth har givet Astro.dk's besøgende og nyhedsbrevsmodtagere et interview, som de selv har været med til at forme.

Tak for de mange spørgsmål på astro.dk! Det har været dejligt at se den store interesse, og ikke mindst er vi også glade for, at de mange spørgsmål også har givet anledning til intern debat mellem jer i debatforummet!

Desværre kan vi ikke tage alle spørgsmål med, så vi har måttet vælge hårdt og brutalt. Vi har valgt ikke at redigere/rette i jeres spørgsmål, fordi vi ønsker, at dette skal være jeres interview – så direkte som muligt.

Så værsgo’ – her er jeres spørgsmål, og her er Jørgens’ svar.

Fra: Dorje
Dato: 15-11-2006 22:10
Overskrift: Jørgen Leth
Kære Jørgen!
Synes, at det du gør og står for, er helt i orden. Må nok lige sige, at du var en savnet en, ved dette års Tour de France. Må jeg spørge om hvad du får tiden til at gå med nu?
Hej fra Dorje

Jørgen Leth: Tak for din ros. Jeg bruger tiden på at skrive og lave nye film. Det har hele tiden været mine hovedbeskæftigelser. TV-kommentartorjobbet var en ekstra ting.

Fra: Rikke
Dato: 17-11-2006 14:07
Overskrift: Kunst på kunst
Hej Jørgen Leth. Hvad var din oplevelse og din mening omkring filmen du lavede sammen med Lars Von Trier "De fem benspænd"? Hvad synes du selv om at lave film på sin egen film? (Man kan jo ikke i denne sammenhæng undgå at tænke på Lars Bukdahls nye værk "Go go readymade", hvor han genskriver sine egne digte fra "Readymade" fra 1987). Hvad mener du selv om denne "tendens"?

Mvh. Rikke

Jørgen Leth: Jeg havde det godt med det samarbejde. Det var en udfordring, som jeg var klar over kunne rumme vanskeligheder, men jeg var overbevist om fra starten, at jeg nok skulle finde svar på alt hvad han kunne finde på af djævelskaber. Det fik jeg også ret i. Jeg bliver skarpere af at blive udfordret med forhindringer. Jo vanskeligere jo bedre, for min opfindsomhed og fantasi bliver stimuleret. Jeg var opsat på at situationen skulle bruges til at lave en god film. Jeg var glad for at Lars valgte, at jeg skulle lave nye versioner af min gamle film ”Det perfekte menneske”. Det ville den sagtens kunne holde til, tænkte jeg. Jeg kan godt lide genbrug, og vender ofte tilbage til motiver jeg tidligere har brugt, både i mine film og i mine digte. Et klart eksempel er min film ”Nye scener fra Amerika”(2002) som er en remake, 20 år efter, af klassikeren ”66 scener fra Amerika”. Jeg vender tilbage til samme steder og i nogle tilfælde personer, man mødte i den første film.

Fra: Sigurd Larsen
Dato: 20-11-2006 11:26
Overskrift: Mangelvare
Hej Jørgen!

Jeg er en meget stor fan af dig. Dit vid udi cykelsporten er jo enormt. Touren og andre engagementer har jo desværre lidt et lilli knæk ved at du udgav din bog. Er der slet ikke nogen mulighed for at du vender tilbage til skærmen. Giro, Touren og Vueltaen manglede lige det kæmpe lyspunkt med at have dig bag mikrofonen. Håber på alt godt for dig
Kærlig hilsen Sigurd.

Jørgen Leth: Tak for dine venlige ord om mit arbejde med Tour de France. Ja, det er en
skam at jeg ikke skal lave det mere. Jeg havde bestemt ikke regnet med, at min bog kunne føre til at man fyrede mig fra cykelløbene. Det har jo intet med hinanden at gøre. Men har jeg for længe siden affundet mig med det og regner ikke med at vende tilbage, selvom mange fans har udtrykt deres ønske om det.

Fra: Benedikte Schmidt
Dato: 20-11-2006 15:12
Overskrift: Jørgen Leths selvfremstilling - etos eller persona?
På københavns universitet i faget retorik er vi igang med at skrive en opgave om Jørgen Leths selvfremstilling. Jeg kunne godt tænke mig at vide:
1. om Leth i skriveprocessen af "Det uperfekte mennekse" har overvejet hvad folk forventer af en sevbiografi? At der er en kontrakt mellem forfatter og læser som siger at forfatteren fortæller så vidt muligt om sit sande jeg.
2. Om det er bevidst at kapitlet med kokkens datter er skrevet i en anden stil end resten af bogen? (med et handlende subjekt, istedet for et observerende).
3. Og et sidste spørgsmål: Hvorfor har Leth skrevet så meget i detaljer om seksuelle akter? Fordi det er en stor del af hans liv? Fordi han vil udfordre læseren? Eller fordi han tror læserne vil kunne lide det?

Selv læser vi bogen ud fra en teori som omhandler skellet mellem persona og etos. Dvs. et skel imellem det fortællende og det fortalte jeg.

Med venlig hilsen
Benedikte Schmidt, retorik-studerende.

Jørgen Leth:

1. Jeg har mere tænkt på hvad jeg selv vil med at skrive erindringer, end på hvad folk forventer. Jeg synes det giver sine egne spilleregler. Den vigtigste er ærlighed. Og så at lysten er der og dikterer indholdet. Jeg skrev hvad jeg havde lyst til, og i den rækkefølge jeg fandt interessant, og på den måde blev det en inspireret og sammenhængende proces.

2. Det er rigtigt set, at det kapitel er skrevet i en anden stil. Det er du den første der er fremme med. Det kommer sig af at jeg skrev den historie et par år før jeg tænkte på erindringerne. Jeg skrev historien om kokkens datter som en erotisk novelle, jeg var på det tidspunkt interesseret i at skrive erotisk litteratur, fordi jeg synes det er en mangelvare. Den ægte erotiske litteratur hører mærkeligt nok fortiden til. Bøger som ”O’s historie” og Jean Genets forfatterskab. Men altså Kokkens datter var en færdig tekst, da jeg startede erindringsskriveriet. Jeg fandt den igen og syntes den passede i sammenhængen, eftersom den også rummer noget jeg har oplevet.

3. Det er detaljerne der fascinerer mig. Jeg skrev engang et digt om et elskovsmøde på et hotel i Manaus, hvor jeg skriver at jeg elsker kvinden ”sagligt og detaljeret”. Det er et gennemgående greb hos mig, at jeg gerne vil forene det nøgterne blik og det sanselige.

Jeg aner ikke hvad læserne kan lide, det tænker jeg aldrig på. Jeg tænker på hvad jeg selv kan lide at skrive og ser så, hvor det fører mig hen.

Fra: Pia Hansen
Dato: 21-11-2006 23:24
Overskrift: Jørgen leth
Kære Jørgen
Jeg vil gerne spørge dig, om du var fuldstændig uforberedt på de konsekvenser din bogudgivelse fik .Og hvad tænkte du selv om reaktionen. Jeg synes personligt, at reaktionen her i Danmark var fuldstændig grotesk og ude af trit med virkeligheden. Jeg kunne forstå, hvis det var de puritanske amerikanere, der fik moralsk opstød, men det var de frigjorte danskere, der fik noget galt i halsen. Nu er det på tide, at danske kunstnere får sat spørgsmålstegn, ved den nyliberalistiske dagsorden, vort land er præget af.
Kærlig hilsen Pia

Jørgen Leth: Jeg vidste godt at flere ting i mine erindringer måske kunne forarge eller udfordre. Men sådan er det jo at skrive og lave film. Man går til kanten af tingene, og må ikke være bange for at sætte sig selv på spil. Men at det skulle gå sådan amok, det havde jeg selvfølgelig ikke ventet. Det var en forskrækkende oplevelse for mig. Jeg var rystet over nypuritanismens vilde ridt i medierne. Jeg ved ikke om det har med politik at gøre.

Fra: Den IKKE-ligeglade
Dato: 01-12-2006 10:22
Overskrift: Hej Jørgen Leth
Først vil jeg gerne sige at du vil blive savnet når det bliver Tour-tid :-)
Din karakteristiske stemme og din måde at få indført bemærkninger om dette og hint, som måske ikke altid har helt så meget med den aktuelle situation på cyklen at gøre, men som alligevel har alt med Tour de France at gøre.
Jeg fulgte lidt med da "skandalen" kørte, men tænkte at vi jo netop af vores kunstnere skal udfordres i vore måde at opleve verden på. Vi belønner jer for at vise os andet af verden end lige det vi selv kan se og høre, og at I så indimellem gør ting der kan forskrække, det synes jeg vi må tage med. I lever jeres liv på jeres måde, med de risici og omkostninger det nu må have, og jeg ønsker dig god vind :-)

Nu mit spørgsmål: Hvordan er du rent menneskeligt kommet videre? For, når du vælger at stille op til sådan noget som det her, så regner jeg med du ER kommet videre. Hvilke omkostninger har det haft for dig, og hvad er det du holder fast i, som gør at du tager det - formoder jeg - seje træk, det må være at rejse sig igen efter en omgang som den du måtte igennem?

Med mange kærlige hilsener - A. Walther

Jørgen Leth: Tak for dine ord om mit Tour de France-job. Jeg har haft den glæde at være historiefortæller fra en fantastisk verden, cykelsporten. Jeg synes selvfølgelig du har ret i, at man må forvente af kunstnere at de viser noget af verden, som ellers ligger skjult. Det er nysgerrigheden der er den drivende motor for mit arbejde. Jeg vil gerne udforske virkeligheden og finde hemmeligheder i den. Jeg ved, at når jeg er i form kan jeg skrive med vibrerende sanselighed om de øjeblikke jeg focuserer på. Jeg sætter mig som mål at skrive i enkle sætninger og at bruge min kølige iagttagelse som indramning og kontrast til et ophedet stof.

Fra: l.crafack
Dato: 04-12-2006 13:46
Overskrift: ærlighed - den ægte vare
Kære Jørgen Leth.
Hvor når er du tilbage i offentligheden med din film??? du og dine værker, samt værdier er savnet af mange. Selv har jeg haft fornøjelsen af at høre dig ved flere lejligheder, hvor du har været i Århus og selvfølgelig har jeg læst din sidste bog...tilsyneladende har flere efter dig fået mod på at stå frem som det menneske man er - hvor den sidste i rækken er Jesper Skibby - gad vide om du, i din tid på touren, anede uråd???
Havd mener du om Jespers måde at fremlægge sin ærlighed på???
mvh LC

Jørgen Leth: Jeg arbejder på forberedelser til min film om Det erotiske menneske. Den skal optages i 2007 og være færdig i 2008. Jeg har også et par andre filmprojekter i ovnen. Jeg skal desuden på en oplæsningsturné med mit band i foråret, vi skal optræde i de store provinsbyer og København. Det glæder jeg mig til.

Du spørger om jeg anede uråd på touren. Nej, det der skete i 1998 kom bag på os alle. Siden er man blevet lidt mere garvet overfor den kendsgerning, at elitesportsfolk instinktivt søger at gå til grænsen, det ligger i selve sportens væsen, og nogle føler altså at de må have lidt kemisk hjælp til at forbedre præstationerne. Det gør det jo ikke mindre påkrævet, at der findes et strengt kontrolsystem til at holde den tendens i ave.

Jesper har vel haft behov for at fortælle sin historie.

Jeg synes bare det er urimeligt at pressen bliver ved med at gå efter Bjarne Riis, som i stedet fortjener megen anerkendelse for de skridt han har taget på sit hold for at bekæmpe doping. Det er opsigtvækkende ting, som jeg også tror må have været svære beslutninger at træffe.

Fra: Luna Vivienne
Dato: 05-12-2006 16:36
Overskrift: Tour de France i lænestolen?
Kære Jørgen Leth!

Tour de France har jo været din faste arbejdsplads i mange år igennem dit arbejde hos TV2. Det er det desværre ikke længere og det er vi mange der er kede af – da der ikke findes andre, der som dig kan flette en sennepsmark ind i et udbrud eller en egnsspecialitet ind i en sidevind. Så – Tak for alle de gode stunder du har givet os i den sammenhæng.

Mit spørgsmål lyder:
Tager du stadig til Frankrig og følger Le Tour på tæt hold (og er det i givet fald i forbindelse med noget arbejde) – eller har du nu ”glæden” af at kunne slappe af i lænestolen og følge løbet via Thomas Kristensen, Rolf Sørensen og Co.?

KH

Luna

Jørgen Leth: Tak selv. Alt skal have en ende. Jeg tager det roligt og har nok at give mig til. Jeg glæder mig dog over, at jeg har kunnet give folk nogle gode oplevelser fra Frankrig, det har jo også været en fascination som jeg har haft lyst til at give videre.

Jeg tager ikke til Frankrig for at følge løbet, det ville være at pine sig selv at være så tæt på, og alligevel ikke med. Jeg nød til gengæld sidste sommer at se løbet på min søns fjernsyn i København og at kunne følge de etaper jeg vidste ville blive gode.

Fra: Niels C
Dato: 12-12-2006 15:26
Overskrift: Doping
Hej Jørgen!

Jesper Skibbys’ selvbiografi udkom for nyligt. I bogen indrømmer han at han har brugt doping.

Jeg tror de fleste Danskere med god grund også vil gætte på at mange andre ryttere end lige Skibby også bruger eller har brugt doping.

Du har som journalist været tæt på rytterne og må i den forbindelse have lagt mærke til lidt af hvert og i den forbindelse har jeg et par spørgsmål.

Hvad syntes du der rent praktisk bør gøres for at komme dopingen nogenlunde til livs?
Ligger du selv inden med viden omkring ryttere der har brugt doping og ikke er stået frem endnu?

Mvh
Niels C.

Jørgen Leth: Jeg vil godt lige sætte det der med, at vi må have lagt mærke til et og andet, på plads. Jeg ved ikke hvor og hvordan doping konkret finder sted, men det er da helt sikkert ikke i den lyse dag. Så det er ikke noget man kan mærke, overhovedet ikke. Det er kun noget man hører om, når det bliver afsløret. Og det er jo ikke os i medierne som kan afsløre det. Vi fortæller om det, og kommenterer det, når det er sket, eftersom det er en del af den virkelighed vi beskæftiger os med.

Hvad man kan gøre? Man kan fortsætte den meget effektive kontrol, som nu er praksis i alle løb, og ikke mindst i Tour de France. Den har jo vist sig at føre til resultater. Der er ingen store ryttere som skånes. Det er klart at det er en fortsat kamp mellem dem, der stadig eksperimenterer med nye uopdagelige dopingmetoder, og så dem der skal holdet uvæsenet i skak.

Og nej, jeg ligger ikke inde med viden om ryttere, der har dopet sig og ikke er stået frem. Viden er et stort ord, og gætteri kan ikke bruges. Det der med at stå frem lyder uhyggeligt ligesom McCarthys jagt på kommunister i Hollywood. Lad kontrollanterne gøre deres arbejde, det går jo fint med resultaterne, må man sige. Jeg er imod systematisk doping, men jeg er ligeså meget imod systematisk heksejagt.

Fra: marie
Dato: 12-12-2006 17:24
Overskrift: den filmiske duel
Hej Jørgen. jeg synes du er smadder dygtig, men jeg ville rigtig gerne hører dig

Hvem synes du vandt den filmiske duel mellem dig og Lars von Trier?

-og jeg ville også rigtig gerne vide hvilke personer/ting i din hverdag der inspirerer dig?

kærlig hilsen,

marie

Jørgen Leth: Ja, den duel den vandt jeg da.

I min hverdag i Haiti er det den almindelige haitianers overlevelsesevne i et meget vanskeligt land, der inspirerer mig. Det er imponerende at haitianerne kan blive ved med at tro på fremtiden og håbe på det hele ændrer sig. De lever i et land, som er en fallit i alle henseender, og hvor regeringen svigter og stjæler, og folk dagligt bliver kidnappet.

Jeg vil gerne sige tak til alle, der har stillet spørgsmål. Det har været meget opløftende for mig at mærke jeres interesse og sympati, og jeg er glad for at have været i kontakt med jer.


Fra Astro.dk skal der lyde en stor tak til Jørgen Leth for at ville deltage!

Hvem vil du gerne kunne stille spørgsmål til i ”Læsernes interview”? Giv din mening til kende i forum’et på Astro.dk – KLIK HER!

Jørgen Leth modtog læsernes spørgsmål torsdag den 14. december 2006 og vi modtog de besvarede spørgsmål retur fredag den 22. december 2006.

Kærlig hilsen

Astro.dk

Morten Grufstedt Dam

Læs tidligere interviews her:

Louise Frevert
Sisse Fisker
Hans Engell
Jørgen Leth
Lene Hansson
Pia Kjærsgaard
Anne Marie Helger
Joan Ørting
Hans Pilgaard
Peter Mygind
Naser Khader
Jens Rohde

Læsernes interview med Jørgen Leth