Her kan du læse det interview som Louise Frevert har givet til vores læsere.

FORSIDEN

HOROSKOPER
Personhoroskop
Årshoroskop
Fødselshoroskop
Parhoroskop
Ugens horoskop
Dagens horoskop
Facebook
Konsultation
Gratis Horoskop
STJERNETEGN
Vandmanden
Fisken
Vædderen
Tyren
Tvillingen
Krebsen
Løven
Jomfruen
Vægten
Skorpionen
Skytten
Stenbukken
HYGGESEKTION
Samtaleforum
Sjove spil
Sjove filmklip
Musikvideoer
Biorytmer
Dagen i dag
Ugens krydsord
Vejrudsigten
TV oversigten
Nyhedsbrev
Kunderne skriver
Kontakt

Louise Frevert har givet Astro.dk's besøgende og nyhedsbrevsmodtagere et interview, som de selv har været med til at forme.

Tak for de mange spørgsmål på astro.dk! Det har været dejligt at se den store interesse, og ikke mindst er vi også glade for, at de mange spørgsmål også har givet anledning til intern debat mellem jer i debatforummet!

Desværre kan vi ikke tage alle spørgsmål med, så vi har måttet vælge hårdt og brutalt. Vi har valgt ikke at redigere/rette i jeres spørgsmål, fordi vi ønsker, at dette skal være jeres interview – så direkte som muligt.

Så værsgo’ – her er jeres spørgsmål, og her er Louises’ svar.

Fra: Frank Erik Larsen
Dato: 09-06-2007 09:46
Overskrift: Nyt parti - eller løsgænger?
Hej Louise.

Først og fremmest min kompliment m.h.t. din bog. Den giver unægtelig et billede af det til tider komplicerede liv på "Borgen" - samt ikke mindst af personen Louise Frevert.

Du var oprindelig årsag til, at jeg meldte mig ind i DF, så derfor:
Hvis du ikke får et nyt parti på banen (det er jo mange underskrifter, der skal samles), vil du så overveje at stille op som løsgænger? - Det lykkedes jo engang for Jacob Haugaard, der jo ikke lagde skjul på, at det blot var en spøg. En serieøs politiker som dig burde have lige så stor chance for at blive valgt.
Med venlig hilsen
Frank

Louise Frevert: Kære Frank, Tak for de fine ord. Ja, som du selv antyder, er etableringen af et nyt parti ikke ligetil. På den anden side kunne det være et forsøg værd, da jeg tror, at tiden er inde til at der skal være et græsrodsarbejde, også med et borgerligt islæt. At være prograsiv er et ord som venstrefløjen af en eller anden uransaglig grund desværre har fået patent på. Men efter min opfattelse er det at kæmpe for sine mærkesager og stå ved sine holdninger. Det er sandelig også et spørgsmål om at lytte til tendenserne i befolkningen. Et er hvad medierne siger og skriver, et andet er hvad vi almindelige borgere mener om tingene.
Jeg tror også at man bliver ”metaltræt” når man har siddet i folketinget som partileder/medlem i mange år, vi ser og hører det ustandseligt, og man glemmer idealerne. Derfor vil der være plads til nye kræfter på begge fløje i det politiske landskab.
Stor hilsen
Louise Frevert

Fra: Leif
Dato: 09-06-2007 13:00
Overskrift: Hvorfor smække med døren
Hejsa Louise
jeg undrer mig altid når kendte menensker opfører sig fjollet for at få opmærksomhed.
Måske det er deres eneste kunnen !
Jeg kan godt forstå du måske ikke mere vil være i Dansk Folkeparti, men hvorfor grise reden til inden man forlader den...det er vist ikke lige der man henter respekt. ikke min da...så den mistede du da ihvertfald med den opførsel. Jeg har sammen med mange respekteret dig for dine politiske holdninger. Jeg tror nemlig ikke du stiger i agtelse hos ret mange med din argumentation på gadeniveau.
Hvor opstår din trang til at kaste med smuds? Hvor blev din professionalisme af?

Louise Frevert: Kære Leif, Tak for dine spørgsmål, som jeg har vanskeligt ved helt at forstå. Nu er det sådan at jeg ikke gør noget specifikt for at få opmærksomhed, selvom du mener det modsatte og det respekterer jeg.
Jeg mener dog, at den usagte regel om ikke at fortælle om hvad der foregår bag de nedrullede gardiner på Christiansborg er en saga blot, da der i alle andre instanser i samfundet fordres åbenhed. Jeg håber at ledelserne i alle partier har taget til sig, at partimedlemmer også har brug for albuerum, uagtet at der selvfølgelig skal være en vis partidisciplin, da man jo ikke kan have 179 autonome enheder i Folketinget der under afstemningerne i salen, stemmer i hver sin retning. Så ryger det parlamentariske flertal.
Med venlig hilsen
Louise Frevert

Fra: marion darling
Dato: 09-06-2007 16:13
Overskrift: førtids pension/Folkepension
Kære Louise!
Kan du fortælle mig lidt om folkepension kontra førtidspnsion (tidligere invalidepension) hvordan reglerne er, beholder man sit invalide beløb, som er skattefri? Er det ikke noget med et bestemt år, hvor reglerene blev lavet om, at hvis man var på førtids pension f.eks.1996 beholdt man sit invalide beløb, og gik først på folkepension når man blev 67 år, men efter det år fik man det ikke med sig og kom på folkepension som 65 årige! Venlig hilsen Marion Darling

Louise Frevert: Kære Marion, Det er en meget kompliceret affære, derfor anbefaler jeg nedenstående link til Socialministeriets hjemmeside (Førtidspension fra 2003 og frem), så du i ro og mag kan læse lidt om lovgivningen. KLIK HER

Jeg synes det er formuleret udmærket, da originale lovtekster for det meste næsten er umulige at have med at gøre.
Mange hilsner
Louise Frevert

Fra: Chrisser
Dato: 09-06-2007 22:50
Overskrift: Vigtigt spørgsmål HVORFOR
Til Louise Frevert.
Hvordan har du kunne stemme for den nye forældre lov, når den går i mod samtlige traktater og konventioner som Danmark har tilsluttet sig på flere eller mange punkter. Stavnsbåndet bliver genindført. ARTIKEL 12 I BØRNEKONVENTIONEN OG I MENNESKERETTIGHEDS KONVENTIONEN. Mange tror jo at vi lever i nutiden og i et demokratisk land. 29.000 børn og ca 64.000 kvinder der er eller har været udsat for vold bliver fuldstændig sat ud på et sidespor med den lov, nu forlanger man laver lov om at voldsmanden skal have frit lejde til yderligere vold mod kvinder og børn. Børn husker resten af livet og kan gå med angsten hele livet for den voldsudøvende person. Hvordan og hvorfor tvinger man børn ud i endnu mere vold og psykisk total nedbrydelse. Hvorfor ikke lade barnet børnene SELV bestemme, loven siger at det er barnets ret og ikke forældrenes, Men med loven forsøger man at skjule for omverden at barnet INTET har at skulle sige om dets eget liv især hvia man læser mellem linjerne. Der mangler en del punkter om beskyttelse af vold uanset hvilken vold mod Kvinder og børn. Hvor der også højt og tydeligt står i samlige konventioner og traktater at netop denne gruppe har krav på særlig beskyttelse. Men loven siger det modsatte. Samtidigt er Danmark flere gange blevet bedt om at ændre forholdene for disse grupper fra de organisationers ledelser som er medlem af de internationale konventioner og traktater, men Danmark har ikke efterfulgt det men gjort det endnu værre med den nye lov. Rigtig mange børn vil gå til eller gå bort med den nye lov. Syntes at i skulle fjerne den så det ikke er / bliver farligt at være barn i DK. I stedet burde i lave en lov om hvordan man skal opføre sig og have levet et pænt og nobelt liv hele vejen igennem for at kunne få indflydelse på sine børn

Louise Frevert: Kære Chrisser, Tak for din glimrende kommentar. Jeg har været Ligestillingsordfører i 5 år, og de emner du berører, er lige netop nogle af de emner der ligger mig meget på sinde. Men lad mig først pointere at vold i det hele taget er helt uacceptabelt. At slå er et synligt tegn på magtesløshed og forekommer desværre alt for ofte, som du også selv skriver. Selv i dagens Danmark, som man måtte gå ud fra er et yderst oplyst land, forekommer der hver dag vold mod både børn og kvinder i alle samfundslag. Vi som naboer og medmennesker er ikke gode nok til at træde til, vi er simpelthen bange for at skulle blive betragtet som angivere eller værre, stikkere. Men vi SKAL råbe vagt i gevær hvis vi har mistanke om vold.
Jeg ved ikke om jeg helt vil give dig ret i din fortolkning af den nye forældrelov, for jeg ser det netop som en mulighed for at kunne gribe ind. Dog vil jeg medgive dig, at straffen for vold mod børn på alle måder er alt, alt for lav.
Man kan jo have et dilemma, for på den ene side mener vi at samfundet skal gribe ind hvis vi oplever volden, på den anden side vil børn i den sidste ende altid være forældrenes ansvar. Og det er så her den hår fine grænse går, hvornår bør/skal forældreansvaret ophøre? Det er et skøn som vi skal blive bedre til at udøve.
Til slut synes jeg du har en pointe, som også i mange år har været en af min kæpheste, nemlig, at vi skal være bedre til at være rollemodeller, vi skal simpelthen opføre os ordentligt. Takt og tone burde være en del af undervisningsplanen i folkeskolen.
Mange hilsner
Louise Frevert

Fra: Sarah
Dato: 10-06-2007 01:57
Overskrift: Spørgsmål til Louise Frevert
Hej Louise. Jeg undrer mig utrolig meget over din store had over for udlændinge, navnlig muslimer. Du har boet i Ægypten, været sammen med de indfødte og lært mavedans af dem. Hvordan kan man gå fra dette - til at absolut foragte muslimer? Jeg er overbevist om, at du har oplevet noget forfærdeligt med nogle muslimer, som har ført til dit desværre store had til muslimer.

Louise Frevert: Kære Sarah, Tak for dit spørgsmål, som, undskyld mig, er helt ude i skoven. For det første har du ikke engang gidet sætte dig ind i hvor i mellemøsten jeg har boet, dernæst påstår du at jeg har lært mavedans af indfødte og til sidst insinuerer du, at jeg foragter muslimer og at jeg har oplevet noget ganske forfærdeligt i forhold til muslimer, der gør at jeg hader muslimer.
Prøv nu lige at komme ind i kampen, Sarah.
1. Jeg har kun i månedsophold været i Egypten, men boede i Iran.
2. De mavedanserinder jeg havde kontakt med i Teheran var libanesere.
3. Hvordan kan du påstå at jeg foragter muslimer, når jeg har haft et fortrinligt samarbejde med muslimer i mere end 30 år?

Ser du, det er jo ikke muslimerne der i visse tilfælde er et problem, men islamismen når den bliver udmøntet i terrorhandlinger, vold og undertrykkelse af kvinde. Se, så er der et problem.
Jeg vil anbefale dig at læse min nye bog ”Grib chancen” hvor der et helt afsnit om min tid i Iran. Desuden står nogle af mine mavedanserbøger stadigvæk på bibliotekerne, hvor jeg indgående har beskrevet om mellemøstligkultur og mavedans.
Stor hilsen
Louise Frevert

Fra: Vibeke Knudsen
Dato: 11-06-2007 15:11
Overskrift: Opmærksomhed omkring dine sager
Kære Louise.
Jeg synes det har været rigtigt spændende at følge dig i dansk politik. Mit spørgsmål er: Tror du at du får større held med at få opmærksomhed omkring de sager der betyder noget for dig nu hvor du er løsgænger, end da du stadig var en del af Dansk Folkeparti? Kærlig hilsen Vibeke Knudsen

Louise Frevert: Kære Vibeke, Tak for dit spørgsmål.
Om jeg vil få mere opmærksomhed omkring mine mærkesager, er vanskeligt at spå om. Men jeg tror at indflydelse sker mere som person end kun partipolitik. Sager kan jo rejses i salen. Jeg har al den taletid jeg kan ønske mig fra talerstolen. Jeg kan skrive alle de indlæg og søge al den medieopmærksomhed omkring en sag som er mulig. Så mulighederne er mange.
Mange hilsner
Louise Frevert.

Fra: Sanne V Hansen
Dato: 11-06-2007 15:17
Overskrift: Nyt parti?
Hej Louise.
Du er en stærk kvinde og du har gjort mange ting som kræver stor styrke at turde. Nu er jeg ikke helt med på om du starter et nyt parti eller ej, men hvis du skulle lave et nyt parti, hvilke områder er så de vigtigste for dig og på hvilke punkter følte du ikke at du kunne blive hørt i DF?

Jeg ønsker dig alt godt fremover.

Knus

Sanne H.

Louise Frevert: Kære Sanne, Tak for den fine tilkendegivelse.
Vi må se hvad fremtiden bringer, men i store træk vil dette være det jeg kunne tænke mig at vi arbejder for/med.

Jeg har udarbejdet et program, hvor dette vil være hovedoverskrifterne.
Her har du det så for første gang i sin helhed.
Mange hilsner
Louise Frevert

• Vi ønsker ligestilling mellem kønnene, uanset religiøse traditioner.

• Vi vil ikke tillade, at iøjnefaldende religiøse symboler, som muslimsk tilsløring eller store kristne kors, bæres af ansatte eller elever i offentlige undervisningsinstitutioner. Samme regel skal gælde for alle ansatte indenfor social- og sundhedsområdet samt offentlig administration. Tilsvarende regler har været anvendt i Frankrig siden 2004 og i Tyrkiet siden 1923.

• Der skal ikke gives tilladelse til opførelse af moskeer eller minareter her i landet.

• Omskæring af drengebørn forbydes. For piger skærpes forbudet ved, at det også skal være strafbart at lade indgrebet foretage i udlandet.

• Der gives lempeligere godkendelse af naturmedicin.

• Hospitaler skal overgå til en moderne serviceorienteret ledelsesform, så behandlerne kan udnytte deres faglige kompetence optimalt på alle niveauer.

• Folkeskoleuddannelsen individualiseres, så der kommer mere fokus på den enkelte elev. Læseundervisningen skal forbedres. Alt for mange forlader folkeskolen, uden at kunne læse tilfredsstillende. Der indføres et ekstra fag i læreruddannelsen, hvor der fokuseres på demokratiforståelse samt takt og tone.

• Engelsk skal være vort andet sprog. Det er det globale sprog. Det skal derfor styrkes i uddannelsessystemet.

• Udlandsdanskere, som stadig har deres danske statsborgerskab, skal have stemmeret ved danske valg. De skal kunne stemme på ambassaden.

• Dansk kunst og kultur skal fremmes. Støtteordninger skal på sigt gøre kunstnerne selvforsørgende. Det Kgl. Teater er Danmarks Nationalscene og skal støttes 100%.

• Danmarks Radio (DR) skal på sigt privatiseres, men skal bevare sin public service forpligtelse på kontraktbasis.

• Integration skal ske, så man lærer at blive sin egen lykkes smed. Det er på arbejdsmarkedet man lærer dansk sprog og kultur. Er man arbejdsdygtig, må man se at komme i gang.

• Børnecheck udbetales for højst 2 børn.

• Iværksættere og selvstændigt erhvervsdrivende skal have bedre forhold. Opfindere skal have fradrag for deres omkostninger. Nyetablerede virksomheder, skal ikke betale moms af de første 100.000 kr. i omsætning.

• Feriepengeordningen rationaliseres. Udbetaling af opsparede feriepenge sker automatisk når ferieåret starter, eller udbetales efter ønske løbende sammen med lønnen, evt. på en særlig bankkonto.

• Skattelettelser skal primært ske over indkomstskatten. Det bør undersøges, om afskaffelsen af topskatten kan finansiere sig selv gennem den afledte øgede økonomisk aktivitet. Vi sigter mod, at marginalskatten højst bliver 50%.

• Den kriminelle lavalder på 15 år afskaffes, fordi kriminalitet blandt helt unge eskalerer, uden at det får strafferetslige konsekvenser. Domstolene må afgøre anbringelse og straf individuelt.

• Der forebygges mod indbrudskriminalitet, ved at dømte skal bære en fodlænke i et tidsrum efter løsladelsen, for at registrere hvor personen befinder sig.

• 24 års reglen afskaffes for dem, der ønsker at bringe en ægtefælle hjem fra lande, hvor ægteskab normalt indgås frivilligt. Det skal være muligt at bringe en ægtefælle hjem fra f.eks. USA eller Australien. Men der lukkes for indvandring af ægtefæller fra lande med tradition for tvangsægteskaber. Indvandring sker ved pointsystem, så vi sikrer, at vi får nye medborgere ind, som har kvalifikationer, og som har en kulturmæssig baggrund, der kan gå sammen med den danske. Taler man f.eks. engelsk og har man en relevant brugbar uddannelse, giver det pluspoint. Har man oprindelse i et land med tradition for tvangsægteskaber, udløses der ingen point.

• Omlægning af u-landsbistanden er en nødvendighed, idet vi må erkende, at den klassiske u-landsbistand ikke fører til økonomisk fremgang. Det gør derimod handel og produktion. Derfor bør dansk u-landshjælp omstilles til etablering af erhvervsvirksomheder. Når de er vel etableret, skal de sælges fra. Hertil kommer hjælp til reproduktiv sundhed og uddannelse.

• EU skal ikke udvides yderligere. Det gælder også for Tyrkiet. Optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet indstilles.

Fra: Preben
Dato: 12-06-2007 09:43
Overskrift: Hvad går der galt for Dansk Folkeparti?
Hej Louise Frevert!
Hvad tror du bliver Dansk Folkepartis største udfordinger de nærmeste par år og tror du at der kommer flere "løsgængere" fra den front (og i givet fald hvorfor)?
Mvh
Preben

Louise Frevert: Kære Preben, Tak for det relevante spørgsmål.
Nu skal jeg jo ikke til at være orakel eller clairvoyant og begynde at spå om fremtiden, men jeg tror ikke at det sidste ord er sagt. Om der kommer flere løsgængere tror jeg nu ikke, men DF får kamp til stregen af de andre partier. Det er til gengæld godt, for så er alle folketingets partier nødt til at melde deres politikker klart ud.
En god sommer til dig.
Hilsen
Louise Frevert

Fra: Marie Poulsen
Dato: 12-06-2007 10:13
Overskrift: Hvordan vil du bruge din stemme som løsgænger?
Helle Thorning-Schmidt havde mandag (11/5-07) et møde med Ny Alliance. Efterfølgende udtalte hun at Ny Alliance fører en for højreorienteret politik på skatteområdet, men at Socialdemokraterne kan samarbejde med dem ang. udlændingepolitik.

Naser Khader mener dog ikke at deres skattepolitik er højreorienteret men at de er et borgeligt midterparti der går imod blokpolikken.

Louise:
Hvordan ser du mulighedderne for et samarbejde imellem Socialdemokraterne og Ny Alliance? Og hvordan vil du bruge din stemme som løsgænger i forbindelse med de nye mulighedder indenfor dansk politik efter at Ny Alliance er kommet til verden?

mvh
Marie Poulsen

Louise Frevert: Kære Marie Poulsen, Tak for de meget relevante spørgsmål. Jeg synes der bliver snakket alt for meget i medierne i øjeblikket om nye konstellationer i dansk politik. Det der bliver spændende at se, er hvordan Ny Alliance vil gebærde sig, når Folketinget starter den første tirsdag i oktober. Vil Naser Khader gå på talerstolen? Vil han gå i clinch med os andre? Jeg for min del, har tænkt mig at gå på talerstolen og deltage i debatterne, fremsætte beslutningsforslag, i det hele taget være aktiv. Jeg er i min sjæl borgerlig, så jeg vil have vanskeligt ved at støtte S og NY, men jeg er jo nu i den situation, at jeg kan følge min overbevisning fuldt ud.
Mange hilsner
Louise Frevert.

Fra: Den bekymrede
Dato: 12-06-2007 10:20
Overskrift: Indvandring fra Sverige
Kære Louise! I øjeblikket tales der meget om "frygten" for indvandring fra Sverige grundet det nordiske samarbejde. Hvad er din mening om dette emne?

Det vil vel også kunne komme til at ramme de danskere som er bosat i Sverige/Skåne, hvis man ændrer på det nordiske samarbejde?

Med venlig hilsen

Den bekymrede

Louise Frevert: Kære bekymrede, Tak for det dagsaktuelle spørgsmål.
Jeg tror i det hele taget vi skal være opmærksomme på at indvandring ikke tager overhånd. Lad mig sige det på en anden måde., den indvandring vi skal have skal have relevant arbejdsmæssig karakter. Vi har hårdt brug for god kompetent arbejdskraft i Danmark, og vi skal ikke være bange for at få dygtige medarbejdere fra andre lande til vores land. Problemet er, hvis der kommer indvandring der ikke er i stand til at brødføde sig selv. Vi har ii forvejen en meget stor gruppe af indvandrere der har været her i mere end 20-30 år som aldrig har været på arbejdsmarkedet og som ikke taler dansk. De skal i gang først. For den sags skyld er det lige meget om det er fra Norden eller andre lande.
Men jeg opfatter også dit spørgsmål som skatteteknisk da der har været tale om at udvide skattemyndighedernes samarbejde med Sverige samt de sociale myndigheder. Hvis det kan løse snyderiet der jo også foregår over sundet, ser jeg ingen problemer med at have et udvidet nordisk samarbejde når det gælder indvandring over de nordiske grænser.
Mange hilsner
Louise Frevert

Fra: Bitten
Dato: 12-06-2007 10:27
Overskrift: Hvad er du mest stolt og skuffet over
Hej Louise.
Jeg vil gerne spørge dig om hvilke ting du har udrettet som politikker som du er mest stolt af og hvilke ting i din karrierer som har skuffet dig mest? PS Jeg håber du vil fortsætte i dansk politik længe endnu :-) mvh Bitten

Louise Frevert: Kære Bitten,Tak for de pæne ord og gode spørgsmål.
Jo, jeg har da tænkt mig at fortsætte i politik, jeg tror der er brug for sådan nogle som mig.
Det jeg er allermest stolt af i mit hidtidige politiske virke er, at jeg fik stoppet byggeriet af Rigsarkivet i Odense. Det havde været en katastrofe hvis det var kommet til at ligge der.
Det der er mest skuffende er, at man synes man har en rigtig god idè Danmark ikke kan leve uden, men den kan ikke blive gennemført uden et flertal. Du som enkelt person kan ikke beslutte noget. Selvfølgelig skal det være sådan i et demokratisk system, men hold da op, hvor kan man blive gal, når andre ikke kan se at det forslag man har er det bedste i dette årti.
En stor hilsen
Louise Frevert

Kære læser,
Tak fordi jeg måtte være med, det har været dejligt.
Der er jo mange interessante spørgsmål at stille, og jeg er sikker på at jeg i den kommende tid vil få rig mulighed for at svare. Til efteråret går vi en spændende politisk tid i møde, og der vil blive politisk gladiatorkamp fra talerstolen i Folketinget.
Jeg vil ved denne lejlighed ønske alle en dejlige varm, dansk sommer.
Sommerhilsner
Louise Frevert



Fra Astro.dk skal der lyde en stor tak til Louise Frevert for at ville deltage!

Hvem vil du gerne kunne stille spørgsmål til i ”Læsernes interview”? Giv din mening til kende i forum’et på Astro.dk – KLIK HER!

Louise Frevert modtog læsernes spørgsmål tirsdag den 12. juni 2007 og vi modtog de besvarede spørgsmål retur onsdag den 20. juni 2007.

Kærlig hilsen

Astro.dk

Morten Grufstedt Dam

Læs tidligere interviews her:

Louise Frevert
Sisse Fisker
Hans Engell
Jørgen Leth
Lene Hansson
Pia Kjærsgaard
Anne Marie Helger
Joan Ørting
Hans Pilgaard
Peter Mygind
Naser Khader
Jens Rohde

Læsernes interview med Louise Frevert